Trods masser af skud mod Patrick Galbraith, lykkedes det ikke vendelboerne at få noget med hjem. Vojens-keeperen burde dog have været sendt i bad godt midtvejs i kampen, for en grim spearing mod Pontus Englund.

SønderjyskE – Frederikshavn White Hawks 7-2 (4-1,3-0,0-1)

White Hawks mødte et yderst effektivt SønderjyskE mandskab, der klædte høgene af i dagens opgør i Vojens. Trods 43 skud på mål, lykkedes det kun at score to gange, hvilket ikke er nok, når der samtidig var så åbent bagude som der var i eftermiddag.

Et stormvejr af de store kom White Hawks ud for i første periode, hvor hjemmeholdet virkelig trykkede på, og slet ikke efterlod nogen form for ro til høgene. Et passivt White Hawks mandskab så bare til, når hjemmeholdet rullede det ene angreb frem efter det andet.

Defensiven blev totalt skilt af, da Pelletier med en flot tur driblede sig fri foran mål, og udplacerede Galansky til 1-0. Ikke mere end 32 sekunder senere måtte halstørklæderne igen i sving hos hjemmepublikummet, da Villiam Haag resolut afsluttede, og sendte skiven ind bag en sagesløs tjekke i høge-buret.

Som om det ikke var nok, så kunne Rasmus Lyø efter ni minutter gøre det til 3-0 for SønderjyskE, og man sad tilbage med bange anelser, set med White Hawks øjne.

Der blev dog noget at juble over, da Sebastian Brinkman blev spillet flot fri af Mikkel Bertelsen, og nummer 28 hamrede pucken ind bag Patrick Galbratih. Det var dog en stakket frist, for tre minutter før pausen kunne David Madsen gøre det til 4-1, til stor fornøjelse for det altid energiske hjemmepublikum i Frøs Arena.

Av for en periode, og det blev ikke bedre i begyndelsen af anden periode, hvor høgene blev fanget i angrebszonen. Hjemmeholdet slog kontra, og Rasmus Søndergaard og Galansky var prisgivet, da David Madsen satte sin anden scoring i eftermiddag.

De var voldsomt effektive, hjemmeholdet, og selvom White Hawks havde masser af skud på mål, var det måltavlen hos hjemmeholdet der flyttede sig. Valdemar Ahlberg til 6-1, og der var ikke meget at glæde sig over for de mange medrejsende supportere.

Patrick Galbratih burde kort efter have været sendt i bad. SønderjyskE keeperen satte en spearing direkte i skridtet på Pontus Englund, og svenskeren gik forståeligt til tælling. Helt uforståeligt så ingen af dommerne forseelsen, selvom det både var tydeligt i hallen og på tv-billederne. Usympatisk handling af Galbratih, der burde være for god til at begå sådan en svinestreg.

Kort efter var det kaptajnen for SønderjyskE, Villiam Haag, der begik endnu en svinsk handling fra de lyseblås mandskab i dagens kamp. En tackling med staven direkte i hoved/halsen på Daniel Baastrup, kostede heldigvis en badebillet til svenskeren. Ærgerligt man skal ty til disse grimme forseelser, når man er foran 6-1 midtvejs i en kamp.

De fem minutters overtal gav flere White Hawks skud på mål, men ind bag Galbratih, der burde have stået under bruseren, lykkedes det ikke at få pucken.

I stedet scorede Nikolaj Krag til 7-1 med to sekunder igen af perioden, da hjemmeholdet udnyttede en dum udvisning af Jakob Møller. SønderjyskE pokkers effektive i dagens kamp.

Tredje periode var hjemmeholdet ikke særlig interesseret i at skabe noget fremadrettet. Sejren var hjemme, og næste kamp var allerede i tankerne. Høgene fik smidt pucken ind en enkelt gang, da Måns Hansson fik reduceret til 7-2.

Ikke den bedste eftermiddag set med White Hawks briller, men der er heldigvis snart en ny mulighed, når bussen på tirsdag triller til Esbjerg. Dagens kamp skal glemmes, og så skal hovedet have fuld fokus på kampen i det vestjyske.


White Hawks møder Esbjerg og skal finde vindersporet igen White Hawks møder Sønderjyske og jagter den syvende sejr i træk