28-årige Christopher Frederiksen har sat sin signatur på en ny kontrakt med Frederikshavn White Hawks. Aftalen med klubben går for de næste tre sæsoner, hvori Christopher har en klausul i kontrakten der gør, at han kan skifte til en udenlandsk klub, hvis det rigtige tilbud viser sig.
-Vi har gennem flere år set, hvor stor betydning Christopher har på White Hawks mandskabet, og hvis ikke man vidste det, så fik vi i sandhed øje for det i den netop afsluttede sæson. En sæson, hvor vi som klub skulle bygge op fra ny, og her var Christopher en uhyre vigtig brik i den trup der talte mange unge spillere. Han levede til fulde op til det ansvar der blev lagt på hans skuldre, og han leverede en fremragende sæson, hvor de unge kunne læne sig godt op af ham, og flere af de andre rutinerede kræfter i truppen, udtaler sportschef Kasper Kristensen.
Sportschefen knytter også en kommentar til den klausul der er i kontrakten.
-Det er klart, vi ikke vil stå i vejen for et eventuelt nyt udlandsophold for Christopher. Hans ophold i Frankrig blev blandt andet spoleret af Covid 19, og vi var selvfølgelig klar til at byde ham velkommen tilbage dengang. Vi ved, at Christopher har et ønske om at prøve sig af i udlandet, og bliver det aktuelt igen, vil vi naturligvis ønske ham held og lykke. Men som udgangspunkt er han White Hawks spiller de næste tre sæsoner, og vi glæder os over at have en af Metal Ligaens store profiler i White Hawks, lyder det fra Kasper Kristensen.
Christopher Frederiksen udtaler følgende om kontraktforlængelsen.
-Jeg er rigtig glad for at have forlænget min kontrakt med klubben. Det er ingen hemmelighed, at jeg på et tidspunkt igen gerne vil prøve mig af i udlandet, og derfor er klausulen i kontrakten også lavet. Men jeg er heller ikke et sekund i tvivl om, at i Danmark vil jeg allerhelst spille for Frederikshavn White Hawks, så det glæder mig det er på plads. Jeg synes selv jeg havde en god sæson i år, med en masse spilletid og et stort ansvar både på og uden for isen. Det har været en vigtig rolle at guide de unge spillere i den rigtige retning, og det har haft stor positiv indflydelse på mit eget spil, lyder det fra Christopher Frederiksen.
Med venlig hilsen
Elite Nord Frederikshavn A/S