Backen har sat sin signatur på en to-årig forlængelse af kontrakten

Vi kan i dag med glæde offentliggøre, at backen Mads Falborg Iversen har underskrevet en ny to-årig forlængelse af kontrakten med Frederikshavn White Hawks. Det bliver dermed hans fjerde og femte sæson i Frederikshavn, efter han i 2020 skiftede til klubben fra Aalborg Pirates.

Han har allerede spillet over 150 kampe for klubben, og er stadig en ung mand på blot 24 år, der har mange gode år i sig endnu.

Klubbens sportschef Kasper Kristensen udtaler følgende.

-I Mads Falborg Iversen har vi en firmaets mand, kan vi godt sige. Lige fra den første dag han trådte ind heroppe i Frederikshavn, har han været der for klubben og holdet, og han giver sig 100% hver eneste gang. Han har udviklet sig fra at være en spiller med knap så meget spilletid, til en spiller, der nu er selvskrevet på holdkortet hver eneste gang. Han er en yderst stabil back, der bruger sin fysik, og vi tror, vi kan udvikle hans fysik yderligere, da vi stadig ser et stort udviklingspotentiale i Mads. Vi ser meget frem til at have ham under vingerne igen i de næste to sæsoner, siger Kasper Kristensen.

Selv siger Mads Falborg Iversen om forlængelsen af kontrakten.

-Jeg er rigtig glad for at skulle fortsætte i Frederikshavn, hvor jeg synes, vi har noget spændende i gang, med det vi er begyndt at bygge op. Nu skal vi bygge endnu mere på i næste sæson, og målet er naturligvis at forbedre os år efter år. Det ser jeg frem til at være en del af igen, hvor jeg har været glad for det ansvar jeg har været tildelt på holdet, og det vil jeg prøve at leve op til det igen i de næste to sæsoner heroppe, lyder det fra Mads Falborg Iversen.

Sommertræningen er i fuld gang for White Hawks spillerne, hvor Mads Falborg Iversen naturligvis også deltager, for at gøre den fysiske form så god som muligt frem mod den kommende sæson.

Med venlig hilsen
Elite Nord Frederikshavn A/S

 

 


PRESSEMEDDELELSE: Emil Marcussen skifter til White Hawks PRESSEMEDDELELSE: Patric Wener ny træner i White Hawks