Vi kan med stor glæde offentliggøre trænerteamet til den kommende sæson. Det bliver den 54-årige svensker, Fredrik Johansson, der skal stå i spidsen for Frederikshavn White Hawks, og ved sin side får han 45-årige Christian Schioldan.

Klubbens nye cheftræner helligede sig i en tidlig alder trænergerningen, og har haft de fleste af sine jobs i Sverige. Han har stået ved roret i flere anerkendte svenske klubber, og de sidste to sæsoner har han været i Norge, hvor Stjernen Hockey var arbejdsgiveren.

Nu er tiden kommet til at prøve sig af i Danmark, hvor White Hawks de seneste uger har fået rigtig gode anbefalinger på Fredrik Johansson. Samtidig har man haft flere gode samtaler indbyrdes, hvilket har gjort, at klubben mener, at have fundet det rette match til trænerposten for den kommende sæson.

Sportschef Kasper Kristensen udtaler følgende om Fredrik Johansson og Christian Schioldan.

-Fredrik Johansson er en træner med en klar idé om, hvordan han vil spille ishockey. Han står for en god, kreativ og underholdende spillestil, der er offensivt indstillet. Men også med en klar defensiv struktur når holdet skal forsvare.

-Vi har haft flere gode snakke med Fredrik, og de menneskelige egenskaber besidder han til fulde, så vi samtidig får en god kommunikatør, og en træner, der gerne vil involvere spillertruppen.

-Vi er rigtig glade for den her aftale er kommet på plads, og samtidig også glade for, at Christian Schioldan har sagt ja til at være assistenttræner. Christian kender hvert et hjørne i klubben, og kan bidrage med sin kæmpe erfaring. Det har lagt os meget på sinde, at finde en assistent, der kender klubben godt, og i Christian kan vi vel næppe finde en der er mere egnet til jobbet, udtaler Kasper Kristensen.

Klubbens nye cheftræner Fredrik Johansson siger følgende.

-Jeg er overbevist om, det bliver rigtig godt, og jeg glæder mig utrolig meget til jobbet som træner for Frederikshavn White Hawks. Vi har hele vejen igennem haft en rigtig god dialog omkring det, og jeg føler, vi står et godt sted sammen. Jeg har samtidig også haft mange lange snakke med Christian Schioldan, og vi har samme syn på hockeyen og lederskabet, så det har klikket lige fra starten af med os to.

-Jeg har fulgt en del med i dansk ishockey gennem årene, og set enkelte kampe også, men det er klart, at jeg nu skal til at sætte mig grundigt ind i det hele. Det skal jeg bruge noget af sommeren på, inden jeg flytter til Frederikshavn. Det virker som en skøn by, så jeg glæder mig til at flytte hertil, og komme i gang med jobbet, lyder det fra Fredrik Johansson.

Klubbens nye assistenttræner siger følgende.

-Jeg er meget spændt på jobbet som assistenttræner, som jeg har talt med klubben om i flere omgange. Hidtil har tiden ikke været til det, men jeg føler, tidspunktet passer nu. Jeg håber, vi kan få vendt den kedelige udvikling klubben har været lidt inde i, og jeg ser frem til, at være med i den proces, sammen med Fredrik, som jeg har fået et rigtig godt indtryk af. Jeg har haft mange snakke med ham, og jeg tror, han passer rigtig godt til White Hawks, og det vi skal i gang med nu. Så det er et samarbejde jeg ser meget frem til, og så glæder jeg mig selvfølgelig til igen at blive en del af klubben, lyder det fra Christian Schioldan.

Med venlig hilsen

Elite Nord Frederikshavn A/S

 

 


PRESSEMEDDELELSE: Finsk back gør comeback i White Hawks PRESSEMEDDELELSE: Svensk pointsluger til White Hawks