Udebane har ikke været et drømmescenario for Frederikshavn White Hawks i denne sæson, men fredag aften i Rødovre er man på desperat jagt efter point

Det er sæsonens foreløbigt mest betydningsfulde kamp, Frederikshavn White Hawks spiller, når holdet fredag aften gæster Holger Danske Arena i Rødovre. White Hawks og Rødovre har igennem sæsonen ligget i den tunge ende af Metal Ligaen, og det bliver mellem de to klubber, den sidste slutspilsplads skal fordeles. White Hawks har ti kampe tilbage, Rødovre har 11, begge mandskaber har indspillet 34 point. Vinderen af fredagens opgør tager et tigerspring imod årets play off. Det nærmer sig the moment of truth.

De to hold har mødt hinanden fire gange i denne sæson, og det står helt lige med to sejre til hver. Der resterer to indbyrdes møder, og Rødovre har den fordel, at begge disse spilles i København. White Hawks har vundet de to seneste kampe mod Migthy Bulls. Begge har fundet sted hjemme i Nordjyske Bank Arena, og cifrene var henholdsvis 5-2 og 3-2. Det første opgør i Frederikshavn vandt Rødovre 3-1, og man var også sejrherrer i det hidtil eneste møde i Rødovre. Ved den lejlighed vandt Olaf Ellers drenge med 4-3. Den kamp kan eventuelt komme til at ride de fleste White Hawks-spillere som en mare, for høgene førte undervejs 3-0 og havde totalt styr på Mighty Bulls. Lige indtil man ikke havde det mere. Rødovre kom tilbage mod slutningen af kampen og kunne kort før tid sætte den vindende scoring ind. Nu her, hvor scoreboardet så småt skal gøres op, kan det vise sig at blive dyre lærepenge, man betalte med det nederlag.

Onsdagens møde med SønderjyskE kunne desværre ikke supplere med point til tabellen, men på positivsiden tæller, at Robin Johansson og Jacob Stridsberg vendte tilbage efter fravær. Desværre stillede White Hawks op uden Emil Aronsson. Nicolai B. Kristensen og Thomas Søndergaard, der begge har været ude længe, spillede heller ikke. Rødovre var ikke i kamp onsdag, og det kan vise sig at være en fordel for dem. White Hawks var på en forholdsvis lang køretur til Vojens og skal på en endnu længere til Vestegnen, og det tærer alt sammen. Man får brug for alle resurser, og et gæt herfra går på, at der arbejdes intenst med at få så mange klar som muligt.

Der er ingen grund til at lægge fingrene imellem. Det er en uhyre vigtig kamp, White Hawks spiller fredag aften. De umiddelbare og presente konsekvenser omkring slutspillet er åbenbare, men på sigt kan opgøret også have følger. Skulle høgene ikke nå play off i år, betyder det en manglende indtægt fra i hvert fald to slutspilshjemmekampe. Her er der tale om et anseeligt beløb. Mere usikkert – og måske også problematisk – er, hvilke konsekvenser det på sigt kan få, hvis man slutter uden for de otte bedste. Det handler om anseelsen overordnet set, sponsorers interesse i at investere i klubben og måske især muligheden for fremtidigt at rekruttere spillere på et kvalitativt tilfredsstillende niveau. Så kan det vist ikke siges klarere.

Det er ikke alle, der ved, at de blå/hvide/røde farver i White Hawks-dragten er blevet til under kraftig inspiration fra det amerikanske ishockeylandsholds påklædning. Men FIK – moderklubben til White Hawks – så dagens lys tilbage i 1964, og man kiggede altså over Atlanten for at finde det helt passende look til spilledragten. Det er de farver, kaptajn Daniel Baastrup Andersen, Christopher Frederiksen og de andre profiler på høgeholdet skal ud at forsvare fredag aften. Høgene bliver udsat for et stort tryk fra et ret talstærkt publikum, og de møder et hjemmehold, der ofte er svære at have med at gøre i egen hule. Det er omstændighederne. Realiteterne er, at der meget gerne skal point med hjem.

Rødovre Mighty Bulls – Frederikshavn White Hawks spilles fredag klokken 19.30.

Hvis du er så heldig at have erhvervet dig et abonnement til Metalligaen.tv, kan du naturligvis følge hele kampen direkte. I modsat fald må du nøjes med de opdateringer, du selv kan finde, og så får du et fyldigt referat på nærværende site, kort efter sidste puck er sluppet.


White Hawks dumper ned på sidstepladsen: Taber 4-1 i Rødovre White Hawks tabte til Metal Final4 vinderne i Vojens