Det har været en sæson med alt for mange nedture, hvilket igen i aften blev understreget, da høgene tabte det afgørende slag om slutspilspladsen til Olaf Ellers tropper fra Rødovre.

Rødovre Mighty Bulls – Frederikshavn White Hawks 4-2 (0-0,1-1,3-1)

Det blev et fortættet drama, da Rødovre her til aften sikrede sig den sidste slutspilsplads i Metal Ligaen. Høgene går på tidlig sommerferie, og må erkende at 2023/2024 sæsonen var et lavpunkt. Det er 28 år siden klubben sidst mistede slutspillet, og en aften som i aften er meget tung at komme igennem som fan af White Hawks

Fra start blev White Hawks bakket op af et helt fantastisk publikum fra Frederikshavn, der sammen med vores altid flittige Copenhagen Supportere, gjorde sit til at give Rødovre kamp til stregen. Høgene startede rigtig godt, der var optræk til chancer, men der kom ingen scoringer i en medrivende første periode, hvor Frederikshavn var marginalt bedst.

Høgene kom også bedst ud til anden periode, og der blev lagt et godt tryk ned mod William Rørth målet, og der var flere gange optræk til en scoring. Den kom efter otte minutter, da Robin Johansson erobrede pucken bag mål, hvor han fandt Mikkel Bertelsen i slottet, der hamrede pucken ind bag en sagesløs Rødovre keeper.

Det bølgede herefter frem og tilbage, med chancer i begge ender. Det var en rigtig nervekamp, hvor man ikke ville lave den afgørende fejl. Hjemmeholdet udlignede til 1-1 med godt fem minutter tilbage af anden periode, da Marcus Almquist scorede for Rødovre.

Kort efter udligningen havde Rødovre et skud på stolpen, og Gorm Topholt var kort efter tæt på for vendelboerne, der i de sidste par minutter lige skulle overleve kampens første undertalssituation, hvilket de gjorde ganske fornuftigt.

Rødovre kom bedst ud til tredje periode, og på seks minutter havde de gjort 1-1 til 3-1. En eksplosion i hjemmepublikummet, der nu så slutspillet komme meget tæt på. Bergholt og Rübenach blev tilskrevet scoringerne, og så var det op af bakke for høgene.

De forsøgte sig at komme tilbage i kampen, og det lykkedes også at reducere med fire minutter igen, da Emil Aronsson scorede. Det gav et pres mod slutningen, men 15 sekunder før tid gjorde Moilanen det til slutresultatet 4-2 i tomt bur.

Der er ikke andet for end sige tillykke til Rødovre med slutspilspladsen. For Frederikshavn White Hawks er det tid at se sig selv i spejlet, og vende hver en sten i den fremtidige del af ishockeyen i byen. Det kommer vi til at høre meget mere om de næste måneder.

 


PRESSEMEDDELELSE: White Hawks skal have nyt trænerteam Fiasko eller kvartfinale: White Hawks og Rødovre afgør den sidste slutspilsplads.