Frederikshavn White Hawks tabte fredag aften 3-0 til Rødovre Mighty Bulls. Sejren kunne være gået begge veje, og frederikshavnerne spillede egentlig ikke nogen katastrofekamp, men angrebsmæssigt var der ikke bid i høgene. Til gengæld kunne man glæde sig over, at der langt om længe var comeback til både Aleksandr Bumagin og Mads Larsen. De to spillere har været ud længe – Bumagin siden begyndelsen af dette kalenderår og Mads Larsen siden dette års Metal Liga kun var et par runder gammel – og de var naturligvis begge ret rustne. Heldigvis ved man bare, at de begge over tid vil sætte deres præg på både hold og resultater.

I denne uge er der sat vand over til to opgør mod de danske mestre fra Rungsted Seier Capital. Høgene er først i Bitcoin Arena tirsdag, og siden kommer Seier Capital til Frederikshavn på torsdag. Rungsted har problemer med at få det til at køre, og Erik Hjalmarsson må opleve, at hans hold endnu ikke har fundet fordums styrke. Helt uvant ligger Seier Capital i øjeblikket næstsidst i ligaen med 25 point. Kun Rødovre har hidtil klaret sig dårligere.

For White Hawks gælder det om at komme tilbage på sporet. Rødovrekampen er allerede ude af systemet, og man bør fokusere på, at de sidste opgør i Nordjyske Bank Arena har været ret gode og givet to solide sejre over svære modstandere som SønderjyskE og Herning Blue Fox. Kan man tage lidt af dette med til Rungsted tirsdag aften, så skulle der være basis for et godt resultat. Rungsted har alene i denne sæson tabt seks hjemmekampe. Én af dem var i øvrigt til White Hawks, der vandt 3-2 i begyndelsen af oktober. Så det kan lade sig gøre.

Rungsted Seier Capital – Frederikshavn White Hawks spilles tirsdag aften klokken 19.00.


Manglende skarphed føjer endnu et nederlag til statistikken White Hawks nederlag i Rødovre