Sæsonens første lokalopgør endte med et nederlag til White Hawks, dog først efter straffeslag.

Det var ikke det White Hawks vi kendte i de to første perioder i aften, men taktikken blev ændret til tredje periode, hvor Pasanen toppede kæderne, og gav mere ansvar til de rutinerede kræfter. Her satte man alt ind, og det betød at et truende nederlag blev vendt til 3-3 efter ordinær tid, og hvor høgene vel nærmest var tættest på sejren, hvis vi udelukkende ser på de sidste 20 minutter.

Det hele blev afgjort i straffeslag, og ser vi over hele kampen, så var det fortjent at lokalrivalerne trak sig sejrrigt ud af opgøret. Et point kan vi dog sagtens bruge, i en kamp hvor vi ikke kom med det vi ved holdet kan præstere.

Busben kunne man ikke bruge som undskyldning for en ikke eksisterende White Hawks indsats i første periode, hvor vi slet ikke, bortset fra de sidste par minutter, havde noget at byde ind med offensivt. Defensivt var der også store problemer, hvor der flere gange var stor passivitet i de bagerste rækker.

Den næsten mennesketomme hal i Bentax Is Arena, indbød ikke til lokalopgør om point i Metal Ligaen, men det var desværre realiteten denne fredag aften. Om det var det der gjorde, at høgene ikke var klar fra start skal være usagt, men det var ikke kønt det vi præsterede i de første 20 minutter.

Derfor var det heller ikke overraskende at det var piraterne der kom foran, da Kirill Kabanov totalt udækket stod fri foran Seldrup, og uhindret kunne styre pucken ind bag en prisgivet høge-keeper. En helt naturlig udvikling på kampen.

Heldigvis var hjemmeholdet ikke helt nærgående som vi plejer at se dem på hjemmebane, men de manglede selvfølgelig også opbakning fra en fyldt arena.

White Hawks fik chancen i powerplay godt midtvejs i perioden, men det blev blot til et par mindre chancer, hvor der ikke for alvor var bud efter George Sørensens mål. I stedet tog Mads Larsen en tyndt dømt udvisning, og så faldt muligheden for alvor til isen.

Føring på 1-0 til Pirates efter første periode.

Momentvis bedre af White Hawks i anden periode, hvor holdet fik spillet lagt lidt mere frem på isen. Radim Piroutek var tæt på 1-1 i begyndelsen af perioden, og Brock Beukeboom havde et glimrende forsøg på overliggeren.

Midtvejs i anden periode var der så endelig bud efter piraternes bur, da Thomas Søndergaard med en perfekt pasning fandt Piroutek, der med stokken og benet fik sendt skiven ind bag George Sørensen. Det tog dommerne over tre minutter at gennemse scoringen, men der var ingen tvivl, og helt korrekt godkendte de scoringen.

White Hawks bakkede desværre mere og mere efter den scoring. Bevidst eller ej, men det gav i hvert fald hjemmeholdet ny momentum, hvor Kabanov igen var skarpretteren og bragte de røde foran 2-1.

Mod slutningen af anden periode blev Kyle Hope udsat for en svinestreg, hvor han blev tacklet groft i ryggen, helt ude ved banden. Helt uforståeligt, blev det ikke til en udvisning til Højbjerg i den forbindelse, hvilket høgene bestemt ikke var tilfredse med da de skøjtede ud til periode pause.

Pasanen ændrede lidt i kæderne fra starten af tredje periode, og gik ned på tre kæder. Det gav White Hawks en del mere puckbesiddelse, men de store chancer udeblev desværre til at begynde med.

Men det var et langt mere aggressivt høge-mandskab der dominerede tredje periode, og chancerne blev større og større som perioden skred frem.

Med otte minutter igen var der en god mulighed for en udligning, da Frederik Bjerrum styrede pucken mod mål. Aalborg keeper George Sørensen hev en pragtredning ud af ærmet.

Kort efter var der hul på bylden, og det var de to bedste i aften, Thomas Søndergaard og Nikolaj Krag, der sørgede for den scoring. Smart pasning af Søndergaard til Krag, og så var der udlignet til 2-2.

Men lykken varede kort, og blot 19 sekunder efter udligningen, tabte Seldrup pucken lige ned for bladet af Jeppe Jul Korgsgaard, og så var hjemmeholdet igen i front.

Ærgerlig udvikling, men så slog debutanten Justin Shugg til med fem minutter igen, da han kanonerede pucken ind via overliggeren til 3-3, Sikke en scoring af vores nyerhvervelse, der ligner en mand med hjertet på rette sted.

En rigtig god tredje periode, hvor høgene var tættest på sejren. Men der skulle overtid til, for at finde en vinder af sæsonens første lokalopgør.

Overtiden gav ingen nævneværdige chancer, så det hele skulle afgøres på straffeslag. Her var piraterne bedst, og kunne derfor tage de to point med sig ind i omklædningsrummet.

 

Kampen i tal:
Aalborg Pirates – Frederikshavn White Hawks 4-3
(1-0) (1-1) (1-2) (0-0) (1-0)

05:07 1-0 Kirill Kabanov (Lefebvre)
30:22 1-1 Radim Piroutek (T. Søndergaard)
33:02 2-1 Kirill Kabanov (Ladehof & Carstensen)
52:03 2-2 Nicolai Krag Kristensen (T.Søndergaard & Mieritz)
52:22 3-2 Jeppe Jul Korsgaard (Ma Højbjerg & Lefebvre)
54:49 3-3 Justin Shugg (Jensen & Larsen)
65:00 4-3 Kirill Kabanov (PS)

Skudstatistik: 36-28 11-6)(13-9)(8-12)(4-1)

Udvisninger:
Pirates: 2x2 min.
White Hawks: 2x2 min.

Tilskuere: 375

Hoveddommere: Michel Nielsen (Martin Theiltoft Christensen
Liniedommere: Emil Skov Dalsgaard & Mathias Brøndum


Blue Fox-stryg til White Hawks Første lokalopgør spilles fredag aften