Som det eneste hold var Frederikshavn White Hawks ikke i aktion fredag aften. Til gengæld kunne man glæde sig over, at de nærmeste rivaler til den sidste slutspilsplads – og det er især Rødovre Migthy Bulls, der er tale om – igen forlod isen uden point. Rødovre tabte 4-3 til Esbjerg Energy, selv om Mighty Bulls inden tredje periode var foran 3-1. Det betyder, at White Hawks er á point med Rødovre, men har hele tre kampe i hånden i forhold til københavnerne.
Søndag eftermiddag skal høgene så selv prøve at få sat nye point på kontoen. Patrick Weners mandskab har tabt de seneste fire kampe, og især nederlaget på 2-7 til SønderjyskE i Vojens gjorde ondt. White Hawks var bagud med 7-1 efter to perioder, og man begyndte at frygte samme scenarie som det efterhånden berygtede udeopgør mod Aalborg Pirates, der endte med et smerteligt 2-9 tab. Heldigvis fik man stoppet blødningen, og man vandt den sidste periode 1-0. Og søndag eftermiddag kan man altså passende få revanche mod et SønderjyskE-hold, der ikke kører på alle cylindre i øjeblikket. Senest tabte man 3-2 hjemme til Odense, og både Herning og Herlev har hevet sejre hjem mod det de lyseblåklædte sønderjyder på det seneste.
Thomas Søndergaard – den rutinerede forward hos White Hawks – blev sidste hjemmekamp mod Herning Blue Fox udsat for en hård tackling af Mathias Bau. Søndergaard forlod isen efter incidenten, og det lignede desværre en hændelse, der ville kunne sætte forwarden ude i længere tid. Forhåbentlig er dette ikke tilfældet, for Thomas Søndergaard er en vigtig brik på holdkortet.
Det spidser til i Metal Ligaen, og betydningen af de enkelte opgør træder tydeligere frem. White Hawks har brug for at få sat en prop i nederlagsflasken, og så skal man naturligvis udnytte, at holdene i umiddelbar nærhed sætter point til i flæng. Rødovre som jeg nævnte, men det gælder for så vidt også Herlev, der også tabte fredag. Eagles er godt nok ti point foran høgene, men har til gengæld spillet to kampe mere, så der er i den grad mulighed for at minimere afstanden. Af lige præcis disse årsager vil en sejr mod SønderjyskE passe ind, og det vil være helt i orden for alvor at sætte ild til bundkampen. Det kræver en sejr over SønderjyskE søndag eftermiddag, og du er naturligvis nødt til at troppe op og give dit yndlingshold den opbakning, det fortjener.
White Hawks – SønderjyskE spilles søndag klokken 15.00.